Planer om at indføre FN’s migrationspagt i hele EU afsløret

Selv om flere EU-lande valgte ikke at tilslutte sig FN’s migrationspagt i Marrakech tilbage i december måned, er det nu kommet frem at der arbejdes på at gøre FN’s migrationspagt gældende i hele EU. Det vil sige, også for de lande, der har sagt nej til pagten.

Oplysningerne stammer fra et fortroligt notat fra Europa-Kommissionen dateret 1. februar 2019, som har titlen ”The legal effects of the adoption of the Global Compact for Safe, Orderly, and Regular Migration by the UN General Assembly”. I dokumentetet diskuteres det, hvordan EU er forpligtet til at indføre punkterne fra FN’s migrationspagt, og konklusionen er klar:

”EU Member States should facilitate the achievement of the Union’s objectives, including the implementation of the GCM. At the same time they should refrain from any action that could jeopardise the attainment of these objetives. ” (punkt 53 i dokumentet).

Overstatslig omgåelse af demokratiet

Mens Danmark under Lars Løkke Rasmussens ledelse, og med støtte fra Socialdemokratiet, valgte at sælge det danske folks fremtid, for at kunne gnubbe albuer med de andre kosmopolitter i FN, var der andre regeringer, der valgte at blive væk fra Marakkech. Flere europæiske lande, herunder Østrig, Ungarn, Italien, Bulgarien, Letland, Polen og Den Tjekkiske Republik, besluttede at undlade at tilslutte sig FN’s Migrationspagt.

Nu viser det sig, at disse lande muligvis kan blive pålagt at indføre FN’s Migrationspagt af EU, og dermed miste deres ret til selvbestemmelse. For alene det at FN’s Migrationspagt er vedtaget af FN’s Generalforsamling, er nok til at den kan indføres i hele EU.

Hvordan kan EU beslutte det?

I følge det fortrolige notat forholder det sig sådan, at når det kommer til udviklings- og hjælpeaktiviteter, så har Europa-Kommissionen mulighed for tage initiativ til at sørge for at medlemsstaterne i EU samarbejder om sådanne aktiviteter. Dette er noget der fremgår af paragraf 210 i ”Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde”.

Ligeledes står der i ”Traktaten om Den Europæiske Union” paragraf 21, at Unionen skal promovere multilaterale løsninger på fælles problemer. I særdeleshed hvis det er løsninger, der kommer fra FN.

FN’s Migrationspagt kan netop siges at være omfattet af disse paragraffer, da der er tale om multilaterale aftaler fra FN med henblik på udviklingsaktiviteter. En af de bærende påstande i pagten, er at velreguleret immigration vil være vækst og udvikling, ligesom den foreslår en lang række konkrete udviklingsinitiativer.

Der er altså stærke juridiske argumenter for at det kan lade sig gøre. Lige nu er der kun tale om et notat, men det er på baggrund af sådanne notater, at man tager beslutninger i det politiske system.

EU skulle samle os – men splitter Europa

Det er netop i disse år, hvor USA svækkes, Kina vokser sig stærkere og masseindvandringen vil tage til i årene der kommer, at vi har brug for et Europa, der står sammen. De store krige i Europa i det tyvende århundrede voksede ud af blind nationalisme, der kun havde blik for det der adskiller os, frem for det som vi har til fælles.

EU lovede, at broderkrigene aldrig skulle gentages. Men i stedet for det harmoniske samarbejde, som vi behøver for at styrke hele Europa, har vi fået en eliternes klub, der oppefra og ned forsøger at diktere hvordan medlemsstaterne skal indrette sig helt ned i de mindste detaljer. Med bøllemetoder forsøger de at banke enhver afvigelse fra deres progressive, humanistiske og globalistiske dagsorden på plads. Denne gang ved at fratage medlemsstaterne deres egen ret til at beslutte om de skal deltage i FN’s Migrationspagt.

Nødvendigheden af et europæisk samarbejde

Briterne stemte for at forlade EU, og det samme kan ske andre steder. Generation Identitær mener, at europæisk samarbejde ikke bare er ønskeligt, men nødvendigt. Både hvis vi skal undgå de fejltagelser de ”gamle nationalismer” førte til, og hvis vi skal kunne klare os i en verden, hvor USA bliver svagere og svagere, nye magtfulde aktører træder ind på scenen, og en demografisk eksplosion i Afrika truer.

EU arbejder i dag imod de europæiske befolkningers interesser og det er uvist om EU kan reformeres, så det kan blive til det forum for europæisk samarbejde, som vi ønsker. Uanset, hvad man mener så er EU dog en realitet i dag. Hvilken vej EU tager i fremtiden er afhængig af to ting:

• Den første er, hvilke nationale regeringer, der dominerer i Europa. For det er Ministerrådet, der består af ministre fra medlemsstaterne, der er den vigtigste del af EU’s lovgivende magt. Det er her det kan afgøres, om EU skal fortsætte som nu eller ændre kurs. Vi har allerede set hvordan en enkelt Orban kan have enorm betydning, for hvad der kan besluttes iv Ministerrådet. Tænk på, hvordan det kunne forme sig, hvis det var et råd fyldt med den slags politikere.
• Den anden er, hvordan EU-parlamentet er sammensat. Parlamentet er den sekundære del af EU’s lovgivende magt, og har kan det ligeledes betyde meget EU’s fremtid, hvis der kommer en stærk blok af partier, der i fællesskab vil både de enkelte nationers og det samlede Europas bedste.

Således er der trods alt mulighed for at vende det store skib EU, selv om det er store kræfter der skal til for at vende det. For dem, der bare tænker ”Vi skal bare ud af EU”, så er det tydeligt, at det ikke lige i kortene lige nu. Der er meget, der tyder på at vi kommer til at være medlemmer af EU i mange år endnu.

I Danmark står vi overfor to valg i den kommende tid, et folketingsvalg og et EU-valg. Du skal huske, at begge valg i høj grad har betydning for Europas fremtid. Sæt dine krydser et sted, hvor de ikke kun gavner Danmark på den korte bane, men også Europa på den lange bane. Vi er nødt til at tænke udover Danmarks grænser, hvis vi skal have et Danmark også om 100 år.