Hverken Kreml eller Washington: Europa må stå på egne ben

Krigen i Ukraine gør det tydeligt, at vi ikke kan regne med USA som vores beskytter, og at der ingen frelse er at hente i Rusland. Europa må stå på egne ben, og selv blive en magtfaktor på linje med verdens stormagter. For højrefløjen må invasionen af Ukraine stå som det endelige bevis på, at Putins dagsorden ikke tjener andre end Rusland. Alle drømme om Putin som den kristne verdens beskytter må endeligt ophøre, og blikket må i stedet  vendes indad. Fortaber vi os i stormagternes politiske spil, så overser vi let, at der lige nu tales om alle de emner, som vi bragt til torvs i årevis: national identitet, samhørigheden mellem europæiske nationer, retten til at være den man er, og nødvendigheden af at kunne forsvare sig selv som folk.

Opgør med afhængigheden af USA

Det er ingen hemmelighed, at USA de senere år har interesseret sig mindre og mindre for Europa. Blikket har derimod i tiltagende grad været rettet mod Asien, hvor Kina langsomt vokser sig større og stærkere, hvilket særligt udfordrer amerikanernes interesser i Taiwan og det kinesiske øhav. Selv om den nuværende konflikt har nødvendiggjort, at USA styrker deres position, vil deres interesser ikke nødvendigvis være de samme som Europas på længere sigt. Og selv om Putin naturligvis overdriver voldsomt i sin propaganda, så er der et gran af sandhed i, at USA har været med til at eskalere situationen, uden at dette dog på nogen måde retfærdiggør det russiske angreb på Ukraine. For alt for længe har NATO-alliancen, ud fra blind og realitetsfjern ideologi, udvidet sig ind i Ruslands interessesfære mod øst, og naivt forventet at det ikke ville være medvirkende til at skabe konflikt. Man har fra amerikanernes side søgt at sprede sine ideologiske tilbøjeligheder, med individualismen og markedstænkningen i centrum, langt ind i andre stormagters interessesfærer, hvilket også er gået ud over os i Europa. Årtiers krige i Mellemøsten og Afrika, som vi tilmed har hjulpet amerikanerne med at kæmpe af misforståede hensyn, taler for sig selv. Det samme gør de deraf afledte flygtningestrømme, der hovedsageligt er gået ud over os. 

De senere års spændinger mellem stormagterne har derfor bragt Europa i klemme, som en lus mellem to negle. Vi har brug for selv at kunne tage de nødvendige beslutninger om Europas skæbne, snarere end at lade os styre af tendenser, der udspringer fra Washington og Kreml. For lige så lidt som vi skal være afhængige af USA, lige så lidt skal vi være afhængige af Rusland.

Putin er ingen frelser

Mens de fleste med rædsel retter deres blik mod Rusland i kølvandet af invasionen, ser andre på højrefløjen et forbillede i Rusland som en kristen og illiberal modpol til vestens hyper-individualisme. Deres håb er, at Rusland gør op med Vestens liberale og idealistiske udenrigspolitik for dermed at befrie os fra vores dekadence og undergang. Fejllæsningen af de russiske intentioner bunder i, at landet ikke intervenerer i Europa for vores skyld, men for russernes egen. Invasionen af Ukraine handler ikke om at befrie landet fra liberalismens åg, men om at pleje egne sikkerhedspolitiske interesser ved at gøre op med NATO’s østudvidelser, som ifølge Ruslands opfattelse truer dem på deres sikkerhed. For Rusland tænker først og fremmest på Rusland. Deres indsættelse af 10.000 muslimske tjetjenere og potentielt 16.000 frivillige fra Mellemøsten og Afrika i en konflikt mod europæere taler for sig selv. De er ikke europæernes ven, men deres egen.

En anden fejl i anseelsen af Rusland som illiberalt forbillede og potentiel alliancepartner er, at invasionen ikke svækker vores afhængighedsforhold til USA, men styrker det. NATO har aldrig stået tættere sammen siden Sovjets sammenbrud, og siden konfliktens begyndelse er NATO-alliancen kun blevet mere attraktiv. Videre styrker invasionen Vestens eliter, blandt andet ved at give dem et alibi for at masse-censurere alternative medier med begrundelse i at forhindre russisk misinformation. Højrefløjspolitikere, der har ønsket et godt diplomatisk forhold til Rusland, er derimod svækket markant, og Østeuropa, som for mange har været inspirationskilde for et opgør med åndløs individualisme, vender sig nu væk fra Rusland af sikkerhedspolitiske hensyn. Med andre ord støder Rusland hele Europa fra sig, mens de lande, der støtter invasionen, hovedsageligt er lande i Asien, Mellemøsten og Afrika, altså lande, der ikke har noget med os at gøre.

Det er med andre ord tydeligt, at Rusland ikke styrker mulighederne for en europæisk genfødsel af tradition. Skal vi genfinde det, der gør os særprægede og bevaringsværdige, er det os selv, der skal gøre det. Rusland hverken kan eller vil gøre det for os. Heldigvis er vi i Europa ikke afhængige af en udefrakommende aktør i form af Rusland, men har styrken i os selv til at gå vores egne veje, uafhængigt af andre stormagter.

Ukraine kæmper for overlevelse – ikke for demokrati

Ukrainerne kæmper i disse dage med livet som indsats for at opretholde deres suverænitet. De ønsker ikke at blive underlagt Ruslands egeninteresse, men selv at kunne bestemme deres skæbne. I Generation Identitær er vi etnopluralister. Konkret betyder det, at ethvert folkeslag er unikt og derfor bør have råderetten over de territorier, de med rette kan kalde deres. Princippet bør gøre sig gældende for ukrainere som for alle andre folkeslag, og  derfor støtter vi også det ukrainske folks ret til selvbestemmelse og råderet over eget territorium og egen fremtid. Kun ved at insistere på fredelig sameksistens, frem for at tiltvinge sig retten til andres leveområder, kan vi sikre stabile statsdannelser og leve i harmoni med hinanden med en sand respekt for den indbyrdes forskellighed. Putin har med sin tale ved invasionens start vist, at han ikke anser ukrainerne for at være et selvstændigt folk med en egen etnokulturel identitet, og derved benægter han deres blotte eksistens. Det må være rimeligt for et folk at beskytte sig i en sådan situation.

Det er i den sammenhæng vigtigt, at man ikke blander det ukrainske folks ret til selvbestemmelse sammen med den ukrainske politiske elite. Zelenskij hyldes i disse dage fuldstændigt ukritisk som en helt, og det er da også korrekt, at han ved ikke bare at stikke af for at komme i sikkerhed, som han ellers blev opfordret til af USA, har vist overraskende positive sider af sig selv som leder. Inden krigen stod han til at tabe næste valg, da hans meget pro-vestlige politik, samt det faktum, at han var begyndt at tilrane sig mere og mere magt, havde gjort ham mere og mere upopulær i den ukrainske befolkning. Nogle politikere og debattører fremlægger det som om, ukrainerne kæmper for deres politiske system, eller endda vestlige frihedsrettigheder og den slags. Dette er ikke tilfældet. De kæmper for deres ret til at eksistere som folk. Kampen er således nationalistisk, ikke liberal-demokratisk. Det er ikke deres præsident og hans system, de går i døden for. De gør det for dem selv.

At stå på egne ben

Invasionen har også tydeliggjort den oldgamle erkendelse, at sikkerhed har sin pris. Det er selv for de mest pacifistiske regeringer blevet åbenbaret, at forsvarsbudgetterne alt for længe har været nedprioriteret, fordi politikerne har prioriteret vækst- og velstandsfremmende initiativer, som om vi lever i en boble uafhængigt af, hvad verdens omkringliggende stormagter foretager sig. Man har troet, at freden var en normaltilstand – og dermed taget den for givet. Men freden varer ikke for evigt. Den er betinget af styrke- og kampvillighed.

Ligesom det er tydeligt, at de europæiske forsvarsstyrker ikke er gearet til en ny verdensorden, hvor USA ikke for evigt vil være en uantastet hegemon med venligt blik rettet mod Europa, er vores afhængighed af netop USA’s velvillighed og militære styrke udstillet i lys lue. Vi er i Europa slet ikke i besiddelse af den militære kapacitet, som skal til for at forsvare os selv mod angreb fra andre stormagter. En skat fra den europæiske kulturarv er ordsproget “Sī vīs pācem, parā bellum”, som på latin betyder, at man skal forberede til krig, hvis man vil bevare freden. Ruslands for mange pludselige invasion har vist, at forsvars- og sikkerhedspolitik er præget af stor ustabilitet, og kun ved at indse, at garanten for fred ligger i os selv, kan vi bevare den. Vi må i Europa være beredte på at forsvare os selv fra andre civilisationers indtrængen og aggressioner.

Hvad krigen bringer

Udbruddet af en krig i Europa har ikke bare vist os nødvendigheden af at kunne forsvare sig selv. Den har også vist os, at den globalistiske verdensorden med dens sammenfiltrede økonomi har gjort os alt for afhængige af energi, råmaterialer og varer fra hele verden, herunder verdensdele, der ikke vil os det godt. Pludselig taler politikere om nødvendigheden af, at Europa kan forsyne sig selv med disse ting, så vi ikke pludselig oplever enorme prisstigninger eller decideret mangel. Mindre afhængighed af de globale markeder kunne blive et positivt resultat på længere sigt af denne bratte opvågnen, som krigen i Ukraine har været.

I vores hjemlige debat har krigen bragt flere vigtige emner til torvs. For det første, så står det klart, at mange danskere beundrer ukrainerne for deres nationale stolthed, og villighed til at slås for deres land overfor en meget magtfuld modstander. I et land, hvor vi på vores uddannelsesinstitutioner undervises i, at Danmark er en social konstruktion bygget på udbytning af farvede, og hvor vi opfører skamstøtte efter skamstøtte for danskernes skattepenge, bør det inspirere til en samtale om, at vi sådan set har mulighed for det samme. Vi kan også vælge alt dette fra og genfinde den nationale stolthed, der ligger lige under overfladen. Den behøver ikke kun komme ud til fodboldmesterskaberne, men bør være noget vi insisterer på hver eneste dag.

For det andet, så har danskerne nærmest reageret intuitivt overfor de ukrainske fordrevne. Der er blevet samlet enorme beløb ind, folk har bragt varer, medicin og meget andet til grænseområderne, ligesom vi selv gjorde ved at besøge et af brændpunkterne for ukrainske flygtninge i Ungarn. Mange har endda transporteret kvinder og børn til Danmark, og indkvarteret dem i deres egne hjem. Venstrefløjen har med bitterhed set på og råbt racister ad danskerne, der blot har reageret med ligegyldighed overfor anklagerne, som de i øvrigt har hørt en million gange før. For det er selvfølgeligt, at vi har et slægtskab med ukrainerne, fordi de er europæere som os selv. Vi føler med dem og har trang til at hjælpe dem, fordi vi er dem, vi er, og de er dem, de er. Det europæiske slægtskab bliver konkret, når krisen på denne måde presser på. Det er et lyspunkt i en ellers tragisk situation.

Krigen viser os nødvendigheden af at stå på egne ben, ligesom den også blotlægger det slægtskab, der trods alt findes imellem europæiske folk. Det er dette slægtskab som vi skal opdyrke og styrke, hvis vi på sigt skal gøre os uafhængige af stormagterne, og finde vores egen vej, sammen.